01

Start med at forstå, hvad hver stakeholder kan vinde, miste eller blokere

Titler og organisationsdiagrammer siger ikke nok. En stakeholder kan have stor formel magt, men lav interesse, eller lille formel magt og afgørende praktisk indflydelse på implementeringen. Analysen bør derfor se på interesser, incitamenter, afhængigheder og hvilke beslutninger eller handlinger projektet konkret har brug for fra relationen.

Det gør stakeholderarbejdet mere præcist end kategorier som positiv, neutral eller negativ.

02

Forventningsafstemning er vigtigere end informationsmængde

Mange projekter kommunikerer meget og påvirker lidt. Statusmails og dashboards kan skabe gennemsigtighed, men de løser ikke nødvendigvis forskelle i forventninger eller prioritering.

Projektlederen bør være tydelig om, hvad der er besluttet, hvad der stadig er åbent, hvad stakeholderen forventes at bidrage med, og hvilke konsekvenser forskellige valg har. Klarhed reducerer senere overraskelser og gør uenighed mere håndterbar.

03

Påvirkning kræver forskellige strategier til forskellige relationer

En sponsor, en kritisk specialist, en linjeleder og en slutbruger skal sjældent påvirkes på samme måde. Nogle har brug for et bedre beslutningsgrundlag, andre for tidligere involvering, tydeligere konsekvenser eller en relation, hvor bekymringer kan siges uden at blive opfattet som modstand.

God stakeholder management handler derfor om fleksibilitet. Projektlederen skal kunne skifte mellem analyse, dialog, forhandling, facilitering og eskalation afhængigt af situationen.

04

Modstand er data – men ikke altid et veto

Modstand kan pege på reelle risici, tab af autonomi, manglende information eller legitime interessekonflikter. Hvis projektet kun forsøger at neutralisere modstand, mister det værdifuld information.

Omvendt kan ikke alle ønsker imødekommes. Projektlederens opgave er at forstå modstanden godt nok til at skelne mellem det, projektet bør lære af, og det, organisationen må træffe en tydelig beslutning om.

05

Opdater stakeholderbilledet, når projektet ændrer fase

Stakeholders ændrer betydning over tid. Nogle er afgørende i designet, andre først ved implementering eller overdragelse. Derfor bør stakeholderanalysen genbesøges ved større beslutninger og faseovergange.

Det er især vigtigt i lange projekter, hvor personer, mandat og organisatoriske prioriteter kan ændre sig. Et gammelt stakeholderkort kan være mere vildledende end slet intet kort.

Næste skridt

Projektledelse i praksis Coaching for projektledere Power Skills for projektledere Tal med Potential om projektledelse