TEKO forbandt studiegrupper med branchens krav til tværfagligt samarbejde

De studerende begyndte med et værdikædeorienteret blik på virksomhedernes forskellige funktioner og deres indbyrdes afhængighed. Senere specialiserede de sig inden for blandt andet design, indkøb, branding og retail. Dermed skulle uddannelsen både udvikle en tydelig faglig identitet og evnen til at forstå andre fagligheders bidrag.

Den spænding ligner den, mange organisationer møder: Specialisering skaber kvalitet, men værdien for kunden opstår på tværs. Studiegrupperne blev et konkret laboratorium for at træne den balance.

De studerende fik indsigt i deres foretrukne måder at bidrage på, og uddannelsen kunne bruge viden om gruppens samlede mønster ved sammensætningen af projektteams. Formålet var ikke at skabe grupper uden forskelle, men at gøre forskellene forståelige og relevante for opgaven.

Når en studerende kunne se, at andre naturligt lagde mærke til andre faser eller risici, blev samarbejdet mindre afhængigt af personlig kemi. Samtidig blev det lettere at tale om de funktioner, ingen i gruppen spontant tog ansvar for.

For TEKO var teamarbejde ikke alene et middel til at gennemføre en opgave på studiet. Det var en forberedelse til en branche, hvor koncepter, produkter og markedsføring udvikles gennem afhængigheder mellem flere specialer.

Den dobbelte relevans er vigtig: De studerende skal både lykkes med det aktuelle projekt og kunne forklare deres bidrag i fremtidige teams. Et nuanceret sprog for samarbejde kan derfor understøtte refleksion, feedback og employability uden at erstatte faglige resultater.

Gruppearbejde bliver mere værdifuldt, når læringsmålet for samarbejdet er tydeligt. Uddannelsen bør beslutte, om de studerende skal lære konfliktbearbejdning, tværfaglig oversættelse, projektstyring, feedback eller flere af disse kompetencer – og designe progressionen derefter.

Profiler kan hjælpe med at starte samtalen, men gruppen skal fortsat træne konkrete handlinger: fordele ansvar, efterspørge oversete perspektiver og evaluere sin arbejdsform. Det er forbindelsen mellem begreb og praksis, der gør indsatsen uddannelsesfagligt relevant.