DTU gjorde samarbejde til en kompetence, der kunne læres over flere semestre

De studerendes faglige niveauer varierede, og mange havde begrænset erfaring med at håndtere kulturelle forskelle og konflikter i projektgrupper. Når samarbejdet gik skævt, kostede det energi og opmærksomhed, som ellers skulle have været brugt på det faglige arbejde. I alvorlige tilfælde kunne konflikter påvirke fremmøde og læring.

Uden et nuanceret sprog blev bidrag let vurderet efter to enkle mål: Hvem virkede mest intelligent, og hvem producerede mest synligt arbejde? Det overså blandt andet koordinering, idéudvikling, relationsarbejde, tidsstyring og kvalitetssikring – bidrag, som ofte er afgørende for, at et teknisk projekt lykkes.

Forløbet begyndte med en praktisk øvelse under tidspres. De studerende skulle løse en konkret opgave, mens begrænsninger i information og arbejdsdeling gjorde deres sædvanlige samarbejdsmønstre synlige. Refleksionen bagefter tog udgangspunkt i det, de netop havde oplevet: ledelse, delegation, strategi, tid og detaljekontrol.

Belbin gav derefter en fælles ramme for at tale om adfærdsmæssige bidrag. På tredje semester arbejdede de studerende med profiler, mere avanceret teori og teamcoaching på deres egne udfordringer. Pointen var progression: Én introduktion var ikke nok til at gøre metoden til en del af gruppernes praksis.

De studerende kunne i højere grad forstå, at en holdkammerats adfærd kunne skyldes et andet fokus frem for manglende engagement. En person, der forlod mødet for at løse et teknisk problem, kunne eksempelvis blive fejllæst af den kollega, der havde fokus på plan og koordinering. Når forskellen blev legitim, blev det lettere at tale om den uden at gøre den personlig.

En tidligere skeptisk studerende beskrev senere teamcoachingen som relevant og som hjælp til at løse samarbejdsproblemer, der havde virket uløselige. Kildematerialet peger på øget selvrefleksion og færre konflikter, men gør samtidig klart, at fælles sprog ikke i sig selv løser alle problemer eller kompenserer for enhver skæv gruppesammensætning.

Hvis gruppearbejde fylder meget i en uddannelse, bør evnen til at samarbejde have sin egen progression, feedback og træning. Det er utilstrækkeligt at sammensætte grupper og først intervenere, når konflikterne er blevet fastlåste.

Et brugbart design forbinder oplevelse, begreber, personlig feedback og arbejde med gruppens aktuelle opgave. Det lærer de studerende både at genkende deres egne bidrag og at etablere procedurer omkring de funktioner, gruppen ikke naturligt dækker.